Flot donation fra Bilka Herning

15. december 2025

PRESSEMEDDELELSE

Team Herning modtager flot donation fra Bilka Herning – pant fra kunder fordoblet og det fortsætter i 2026

Team Herning har netop modtaget en donation på 28.060 kr. fra Bilka Herning. Beløbet er resultatet af et helt års pantdonationer, hvor kunder i 2025 har kunnet vælge at give værdien af deres pantflasker til Team Herning direkte via pantautomaten. Bilka Herning har derefter valgt at fordoble det indsamlede beløb – og den tilgang fortsætter også i 2026.

Det er en fantastisk gestus, der gør en reel forskel for vores arbejde. Vi mærker hver dag, hvordan lokale virksomheder og borgere bakker op om vores arbejde, og denne donation er endnu et stærkt bevis på fællesskabet omkring Team Herning,” siger Niels Møller Jensen, formand for bestyrelsen.

Pantordningen hos Bilka Herning har igennem året gjort det nemt for kunderne at støtte lokalt. Hver gang en kunde har trykket ”donér pant”, er pengene gået ubeskåret til Team Herning og Bilkas fordobling har sat et ekstra stort aftryk.

”Vi er stolte af at kunne støtte Team Herning, som gør et vigtigt arbejde for talentudvikling, fællesskab og idrætslivet lokalt. Kundernes pantdonationer viser, at de gerne vil være med, og derfor fortsætter vi naturligvis ordningen i 2026,” siger Varehuschef Benita Steen, Bilka Herning.

Donationen vil blive brugt til at styrke Team Hernings aktiviteter og arbejde.

 

Fakta:

Cykelholdet Team Herning har som formål at styrke unge mellem 14 og 16 år, der er i risiko for ikke at kunne gennemføre en uddannelse eller har svært ved at fungere blandt andre unge. Vores primære mål er at støtte dem på vejen mod en fremtid med uddannelse og job. Dette opnår vi gennem en konkret, men udfordrende, indsats: 12-14 måneders intensiv cykeltræning, der kulminerer i en cykeltur fra Herning til Paris. Vi tager afsted hvert andet år, første gang var i 2015, næste gang er i 2027.

For yderligere information:

Niels Møller Jensen
+45 30 91 66 41
nmjensen13@outlook.dk 

På billedet:

Manager Mohammed Kassir, Bilka Herning
Teamchef Carsten Knudsen, Team Herning
Ungerytter Karl Bruun, Team Herning
Ungerytter Lukas Christensen, Team Herning
Sponsorchef Preben Sørensen, Team Herning
Varehuschef Benita Steen, Bilka Herning